onsdag den 3. november 2010

Vejledertur med studenter fra B1 idrett og B2 friluftsliv 12-14 okt.



Efter 2 ½ semestre på studiet, var det nu tid til at afprøve om de teoretiske og praktiske ting vi havde lært omkring vejledning i friluftsliv, nu også holdt vand i virkeligheden….. og netop vand blev i denne sammenhæng et centralt ord, sammen med min medstudent Svein Otto, valgte vi nemlig at gennemføre en 3 dages kanotur i det indre af Sognefjorden.



Det overordnede mål med turen var at deltagerne skulle få en god og trivelig oplevelse med kanopadling og overnatning i det fri, ellers var fokus lagt på basisfærdigheder i friluftsliv som at etablere lejr og lave bål. I planlægningen og gennemføringen af turen støttede vi os til André Horgens bog ”Kano på vann og vassdrag – kanopadling og friluftsveiledning” Horgen (2009) deler elementer i vejledningen ind i fire kategorier: før turen, undervejs, i situationen, samt evaluering og opsummering. Horgen beskriver den norske tradition for vejledning i friluftsliv og nævner i den forbindelse Nils Faarlund, der i 1974 udgav sit kompendium: ”Friluftsliv, hva – hvorfor – hvordan” Et kompendium som ifølge Horgen har været retningsgivende for den pædagogiske måde at vejlede på i traditionelt norsk friluftsliv. Ifølge Faarlund er det vejlederes opgave at gøre friluftsliv til et ”overskudsliv” i natur, og ikke et ”overlevelsesliv” i natur, som der er tradition for i andre dele af verden. Endvidere må det være sådan at aktiviteten som man beskæftiger sig med aktualiserer friluftslivet verdier. Efter en indledende fase, hvor oplevelsen står i fokus, følger faser hvor refleksion over friluftslivets egenart og værdier bliver stærkere efterhånden som man tilbringer længere og længere tid i naturen. I samsvar med denne tradition var det vores intention at skabe en tur hvor oplevelse og overskud stod i centrum. Kano er en fin og egnet aktivitet for vejledning i friluftsliv, der kræves samarbejde i både den enkelte båd, for at få kanoen på ret glid, men og i gruppen som helhed for at varetage sikkerhed, samtidig har man mulighed for at gøre turen lidt ekstra komfortabel, da men ikke behøver være så opmærksom på vægten af det som man slæber med sig.

Med start fra Amlabukten ved kaupanger gik turen, den første dag, til lejrpladsen ved Holm (kort reference: 0401 , 67802) Efter en let og behagelig padletur på blikstille vand, nåede vi frem til Holm og påbegyndte etableringen af lejren. En god lejrplads er vigtig og bør være et sted hvor man kan samle overskud og have det godt (Horgen 2009) og skal være udstyret med latrin og et godt bålsted. Vi havde valgt at overnatte i lavvo, som egner sig godt til gruppe og til årstiden i øvrigt.

Næste dag sejlede vi videre ud af Sognefjorden i til Tingstad, herfra gik turen de ca. 500 højde meter op til Haukåsen (som i øvrigt er kendt fra realityserien ”Farmen” på Norsk TV2) Turen fra fjorden og op til den gamle gård er forholdsvis stejl, og her var det vigtig for os som vejledere at holde et tilpas lavt og jævnt tempo med plads til pauser for at nyde den fine udsigt, således at vi var sikre på at alle i gruppen følte overskud og kunne bevare det gode humør. Efter fjeldturen sejlede vi igen på blikstille vand, tilbage til lejrpladsen ved Holm. Fjorden viste sig fra sin virkelige fine side i disse dage og vi var tilmed heldige at se både Niser (Marsvin) og Steinkobber, hvilket jo kun bidrog ekstra til naturoplevelsen på denne tur. 

Ved bålet den sidste aften havde vi en god diskussion omkring friluftsliv som begreb og kulturel fænomen, vi havde ikke planlagt at skulle diskutere emnet, men vi introducerede nogle af de tanker og holdninger som vi på studiet er blevet præsenteret for og som jeg, for mit eget vedkommende, også har taget til mig, og forhåbentlig gav den stof til eftertanke hos deltagerne på turen. Efter endnu en nat i lavvoen, var det tid for at vende næsen hjemad, omkring morgenbålet havde vi en evaluering hvor hver enkelt i gruppen havde mulighed for at give sin mening til kende. Der er på sådan en tur selvfølgelig altid ting som kan gøres bedre, og vi fik med os nogle ting som vi vil gøre anderledes på vores neæste tur, men generelt fik vi positive tilbagemeldinger og udtryk for tilfredshed med gennemføringen af turen, så alt i alt vil vi tillade os fastslå at målene med turen blev opfyldt.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar