torsdag den 16. september 2010

Naturbaseret turisme i Nærøyfjorden 7- 9 sep

Nærøyfjorden! På Unescos verdenarvsliste, fjordene på det Norske vestland, inkl. Sognefjorden, kåret som bedste rejsemål i verden af National Geographic……Med dette setup, i kombination med et fint og stabil højtryk, ja så der var ualmindelig gode chancer for at få sig endnu en fin tur for S.U midlerne ;-)
En tur ind i Nærøyfjorden kan vel gøres på nogle få minutter eller timer, med en fjordsafari rib eller et stortcruiseskib, men hvorfor ikke sætte et par dage af og ta' turen i en gammel robåd? Denne fine idé havde bagmændene bag friluftslivsstudiet også fået og målene for turen var som følger:
·        Kende historien om Sognafæringen og hvorledes den var brugt i Indre Sogn
·        Kende til Kystledet og hvordan robåd kan bruges i undervisning i friluftsliv
·        Gennemføre tryk gruppeaktivitet på fjorden i robåd
·        Gennemføre studenttema med tema, turisme, naturbaseret- og økoturisme

Før man opfandt stort og kraftigt maskinel til at lave veje og bore sig igennem fjeldene i fjordlandskabet, var søvejene de vigtigste transportveje. I hundredvis af år og helt frem til først på 1900 tallet var robåde et vigtigt transportmiddel for folk i området omkring Sognefjorden. Sognebådene er små robåde med plads til 2-8 personer. Sognafæringen er en traditionel robåd med plads til 2-4 personer, den har en let konstruktion så man opnår god fart og er egnet til at medbringe last, som var vigtigt for at bønderne kunne opretholde livet ved fjorden. I dag har folk som ønsker at tage vare på historien, og traditionerne med sejlads, samlet sig i forbundet ”Kysten” Her kan man melde sig ind i forskellige ”Kystlag” i de forskellige fylker. På denne tur lejede vi både af ”Indre Sogn kystlag” og ”kystled Nærøyfjord i Aurland”

Tirsdag d. 7/9
Turen startede for mit vedkommende Kl. 05.00, hvor jeg, som den morgenfriske student jeg er, havde meldt mig frivillig til, sammen med 5 medstudenter, at ro 2 stk. Sognafæringer fra Aurland til Undredal, her mødtes vi med resten af klassen og fik sat endnu to sognafæringer i vandet. Undredal er kendt for produktion af både hvid og brun gedeost som i dag produceres af Undredal Stølsysteri. Vi blev inviteret indenfor hos Undredal visningssenter hvor Leif både sang og fortalte om traditioner for osteri samt historie og myter fra Undredal bl.a. om Hulder (helt naturlige væsner som lever i fjeldene..)
En Hulder har sneget sig ned i robåden, og har bestemt sig for at kidnappe en stakkels student 


Efter foredraget var der prøvesmagning af ost og spekemat.  Med, for en dansker, en ”anderledes” smag at brunost i munden, gik vi i bådene og begav os mod næste stop – Dyrdal inde i Nærøyfjorden.


På vej ud af Aurlandsfjorden mødte vi en ganske frisk vind, som resulterede en temmelig høj søgang, som nok satte målet om at ”gennemføre tryk gruppeaktivitet på fjorden i rodbåd” på en vis prøve. Undervejs til Dyrdal sejlede vi forbi gården ”Stigen” som er lidt af en turistattraktion, gården ligger 300 meter over fjorden uden anden vejforbindelse end en gangsti. Som sejlende på fjorden el. vandrende i fjeldet kan overnatte på Stigen.
Fremme i Dyrdal fik vi bagagen af bådede og indlogeret os i den gamle skolestue i Dyrdal.
Vores lystfiskerivrige underviser Odd Lennart havde sat næsen op efter stor fangst af Pigghå, så vi fik sat garn ud i fjorden og ventede spændt…….Pigghå fangede vi nu ikke, men til gengæld den største krappe jeg til dato har set i levende live.

Onsdag d. 8/9
I Dyrdal havde vi ”studenttema” hvor 3 medstudenter holdte forelæsning for resten af klassen, emnerne var bl.a. Hvad er en turist, og hvad er turisme? Hvilke miljøkonsekvenser har naturbaseret turisme og er disse større eller mindre end andre former for turisme? Turister har besøgt Indre Sogn siden 1800 tallet, men siden Nærøyfjorden kom på Unesco’s verdenskulturarvliste i 2005 har man set en kraftig stigning i antallet af turister. Hver sommer sejler store cruiseskibe og andre motorfartøjer ind i fjorden, denne trafik er medvirkende til en miljømæssig belastning af området ved f.eks. udledning af spildevand og bølger mod kysten. Det vil nok være en udfordring at få 50.000 amerikanere og japanere til at sejle rundt i robåde, men man burde helt sikker gøre en stor indsats for få flere folk til at opleve fjorden på denne måde.
Botolv Hov fortæller om livet på Styvi
På modsatte og lidt længere inde i fjorden ligger Styvi, som består af 2 gårde. Her mødte vi den 88 år gamle, men friske og rørige Botolv Hov og hans kone Kjellaug. Gården som de bor på har været i slægtens eje siden 1600 tallet og siden den gang er der stor set ikke blevet smidt noget ud, så efter en lang kamp med myndighederne om at få lov at drive landbrug inde i det værnede område, valgte Botolv at indrette fårestalden til museum og lejligheder i stedet for, og således tager parret nu hver sommer imod alverdens turister. Styvi har for øvrigt sit eget postkontor ”5748” – Nordmændene hopper ikke sådan lige på den der trend med at alt skal centraliseres.

Torsdag d 9/9
Sidste dag på vores 3 dages tur. Fra Dyrdal lagde vi kursen mod Gudvangen inderst i Nærøyfjorden.
Undervejs var vi indenom en vikingegrav hvor Odd Lennart og Vegard gjorde sig som historiefortællere om slaget ved fimreite i 1184, hvor kong Magnus V Erlingsson og Sverre Sigurdsson afgjorde striden om kongemagten i Norge. Apropos vikinger afrundede vi turen med et besøg hos den selvbestaltede vikingekonge Georg Hansen og hans følge, Georg som for år tilbage fik et ”kald” om at blive viking og manden spankulere nu rundt i vikingtøj det meste af året. Det gør han så godt at 25.000 turister besøger ham om året, og han nu store planer om at bygge en kæmpe viking landsby, med 150.000 årlige gæster som målsætning!  Ja, der er mange måder at skabe sig en levevej på……..Efter forskellige vikinglege afsluttede vi disse 3 oplevelsesrige dage med en evaluering og vendte tilbage til nutiden ved at tage bussen hjem til Sogndal.
Gammel vikingleg - Tom forsøger at imponere pigerne fra klassen i legen der gik ud på at få kniven til at falde ned fra stokken. Dette skulle efter sigende være en leg som vikingerne legede for at finde ud af hvem der var bedst i sengen!

For de specielt interesserede kan der på følgende links læses mere om 1000 år gamle robåde, gedeost, verdens kulturarv, fascinerende fjorde hvor ”ingen skulle kunne tru at nokon bu” og folk der lever som vikinger:

søndag den 12. september 2010

Klatretur til Gol

Efter en god, lang og velfortjent arbejdsferie i Danmark, gik turen d. 16/8 tilbage til Sogndal og studierne på B3 Friluftsliv. Efter en lille uges tid stod den første tur for døren: 4 dage med klatring i området mellem Ål og Gol. Vi mødtes mandag morgen d. 23 og jeg fik pakket Svein Otto, Tom, udstyr, bagage og mig selv ind i min gamle franske løve som herefter lå ganske stabil på vejen. Vel fremme på Gol gik vi straks i gang med dagens undervisning. Målene for turen var følgende:
·        Kjenne til de grove trekk i buldrehistoria
·        Kjenne til fenomenet buldring og hvordan denne aktiviteten kan brukes i vegleiingssammenheng
·        Tilegning av trygg ferdsel kring lavlandsklippe
·        Gjennomføre trygg gruppeaktivitet på lave klipper/klatrevegg med taubruk
·        Kunne formidle gode sikringsrutiner ved klatring på klippe og ved rappell

Klassen blev nu delt i 2 og min gruppe lagde ud med at buldre, hvor der blev arbejdet med klatreteknikker og kammeratsikring. Buldring er en fin aktivitet for både erfarne og nybegyndere, især for nybegyndere kan det være en god måde at få lært sig klatretekniker, da man ikke skal koncentrere sig om sikring med sele, bremse tov osv. Set fra et vejleder synspunkt, en meget velegnet aktivitet, da man har mulighed for at håndtere større grupper end ved mange andre aktiviteter.
Buldring kan være en anstrengende sport!
 I de, for armene, nødvendige pauser underholdte vores underviser med teori om buldring og lidt buldre historie, som forøvrigt startede på Fountainebleau udenfor Paris sidst på 1800 tallet. På trods af pauserne, mærkede man ret hurtigt at det måske havde været klogt at bruge lidt tid på at hænge i armene i løbet af sommeren. Hen på eftermiddagen gik turen tilbage til lejrpladsen, som bestod af Sataslåtten Camping et par kilometer øst for Ål, en meget rolig campingplads med mange fastliggere.

I løbet af natten til tirsdag faldt duggen ret tungt og det forsatte op af formiddagen, så dagens program begyndte i det store fællestelt, hvor hver student fik lov at fundere over hvorfor man egentligt befinder sig som studerende på Bachelor friluftsliv, samtidig blev fagudvalg og tillidspost besat. Tirsdag eftermiddag forsatte i min gruppe med fokus på rappelering og arbejde med etablering af standplads, samt brug af kiler til naturlig forankring.