Studietur til Frankrig 18-31 okt.

Ombord på Norwegian ruteflyet Oslo-Nice slår de 2 ældre damer en latter op, da vi fortæller at vi er på vej til 2 ugers studietur i Sydfrankrig med klatring, naturbaseret rejseliv og vejledning som tema….Studietur!!?? Ha, ha, ja den er go, ler de begge mistroisk.... Men jo, den er go nok forsikrer vi med et forlegent smil….

I Nice mødes klassen i lufthavnen, for sammen at rejse til den lille by Correns, beliggende ca 200 km vest for Nice i Provence Alpes Côte d’ Azur. Denne tur handlede primært om klatring og netop området omkring den nordvestlige del af Middelhavet har en lang tradition for sportsklatring på tilrettelagte klatrefelter, og der findes i området et væld af boltede klatrefelter på kalkstensklipper. Efter et par timers fransk motorvej, indtag af dårligt nærende fastfood, ankom vi til campingpladsen ved Corrrens beliggende 5 km fra klatrefeltet Châteauvert som skulle danne rammen om vores klatreaktiviteter i de løbet af opholdet.

Mit, ikke alt for komfortable, forhold til højder har lagt en hidtidig dæmper på min begejstring for klatresporten, men den slags kan man jo arbejde med…...og med sol fra en sydfransk skyfri himmel, tilsat frisk ”Mistral” vind, var jeg og min fjellvandte klatremakker fra de bratte tragter i Møre og Romsdal, klar til at tage fat på ”studiejobbet”. I forhold til at klatre på topsikring, gør dét at lede en rute, klatringen en del mere ”spændende” i og med at man for et noget større ansvar for egen sikkerhed, falder man lige under en mellemforankring kan man nemt få et 3 – 4 meters fald. Men der ligger til gengæld en stor tilfredsstillelse i at have klatret en (for en selv) krævende rute på led. Klatring handler meget om bevægelsesteknik, f.eks er det vigtigt at se nedad, for at finde godt fodfæste når man klatrer, så man sparer kræfter i armene, ligeledes siger trepunktsreglen at man kun skal flytte én legemsdel af gangen (Trondstad 2005) Med tips og triks fra vejlederne og medstudenter blev man efterhånden teknisk bedre, og oplevede større tryghedsfølelse ved klatringen, personlig blev jeg også lidt mere komfortabel med højderne i løbet af opholdet.

En Etiopier med udpræget højdeskræk har forvillet sig ind  på klatrefeltet......

Som forberedelse til eksamen i klatring, vejledning og naturbaseret turisme, har hver student i løbet af dette semester, haft til opgave at afholde en forelæsning. Disse studenttemaerne havde også en vigtig plads på denne tur, på de dage hvor vi ikke var på heldagsudflugt havde vi en forelæsning kl. 09.00 og igen kl. 14.00. Der var generelt set en god kvalitet på forelæsningerne og det arbejde der var lagt i de skriftlige opgaver.

Efter et par dage med klatring, besøgte vi Eden adventure, dette var et fjellområde med Via Feratta og diverse tovbaner. Via Feratta er italiensk for ”jern vej” og består af diverse hånd- og fodtag, samt stålwirer der er fastgjort til fjellet. Metoden blev første gang brugt i Dolomitterne under 1. verdenskrig for at soldaterne skulle få lettere adgang til ufremkommelige fjellområder. http://en.wikipedia.org/wiki/Via_ferrata Disse installationer gør, at folk uden særlig klatre erfaring kan gebærde sig i områder og højder, som de ellers ikke ville have haft mulighed for. I Alperne der en lang tradition for den slags, mens det i Norge, i henhold til norsk tradition og mentalitet, vel nærmest har været betragtet som noget i retningen af blasfemi. I de senere år er der dog installeret flere Via Feratta områder i Norge, eks. Hemsedal, Tyssedal og Lom. Men uanset hvad man måtte mene om det æstetiske i Via Ferrata, så er det ganske givet en god forretning. Vi betalte pro person 25 Euro, og til vores gruppe på ca. 30 mand blev der brugt 2 guider i et tidsrom på 2-3 timer. Så det kan man jo give sig til at regne lidt på ;-)

Et andet højdepunkt på turen var udflugten til Grand Canyon du Verdon dette er Europas største canyon med et vertikalt fald på op til 700 m og en længe på ca. 21 km. Området er naturligvis en turistfælde om sommeren, hvilket man dog heldigvis ikke mærker noget til i slutningen af oktober. Ud over at vandre nede i bunden af kløften, som vi gjorde, kan man dyrke aktiviteter i friluft som bl.a klatring og rafting i kløften. http://de.wikipedia.org/wiki/Verdonschlucht

På studiet i friluftsliv, bliver emnet miljøbevidsthed, af gode grunde, ofte diskuteret, og således også miljøbevidstheden (eller mangel på samme) blandt friluftslivsstudenter. Det forventes ofte at folk med et nært forhold til natur, burde være mere miljøbevidste end andre folk, men når man så hvordan nogle folk i klassen købte sig dyner, puder, plastkasser og alverdens mærkelige ting som blev smidt ud efter 12 dages brug, så er der noget der tyder på at dette er tilfældet hos alle der studerer friluftsliv.

Jeg vil slutte dette blogindlæg med at vende tilbage til responsen fra de 2 ældre damer på flyet. Deres reaktion var selvfølgelig et udtryk for at de var sikre på at dét at kalde turen en studietur bare var et dække for at vi skulle på 2 ugers ferie. Selv må jeg indrømme at jeg, før jeg selv havde været med turen, havde mistænkt Høgskulen i Sogn og Fjordane for at arrangere denne tur for at lokke flere studenter til friluftslivsstudiet i Sogndal, det er også muligt at den gør det, men efter nu selv at have testet turen, vil jeg tilslutte mig prædikatet ”studietur”  

Vejledertur med studenter fra B1 idrett og B2 friluftsliv 12-14 okt.

Efter 2 ½ semestre på studiet, var det nu tid til at afprøve om de teoretiske og praktiske ting vi havde lært omkring vejledning i friluftsliv, nu også holdt vand i virkeligheden….. og netop vand blev i denne sammenhæng et centralt ord, sammen med min medstudent Svein Otto, valgte vi nemlig at gennemføre en 3 dages kanotur i det indre af Sognefjorden.

Det overordnede mål med turen var at deltagerne skulle få en god og trivelig oplevelse med kanopadling og overnatning i det fri, ellers var fokus lagt på basisfærdigheder i friluftsliv som at etablere lejr og lave bål. I planlægningen og gennemføringen af turen støttede vi os til André Horgens bog ”Kano på vann og vassdrag – kanopadling og friluftsveiledning” Horgen (2009) deler elementer i vejledningen ind i fire kategorier: før turen, undervejs, i situationen, samt evaluering og opsummering. Horgen beskriver den norske tradition for vejledning i friluftsliv og nævner i den forbindelse Nils Faarlund, der i 1974 udgav sit kompendium: ”Friluftsliv, hva – hvorfor – hvordan” Et kompendium som ifølge Horgen har været retningsgivende for den pædagogiske måde at vejlede på i traditionelt norsk friluftsliv. Ifølge Faarlund er det vejlederes opgave at gøre friluftsliv til et ”overskudsliv” i natur, og ikke et ”overlevelsesliv” i natur, som der er tradition for i andre dele af verden. Endvidere må det være sådan at aktiviteten som man beskæftiger sig med aktualiserer friluftslivet verdier. Efter en indledende fase, hvor oplevelsen står i fokus, følger faser hvor refleksion over friluftslivets egenart og værdier bliver stærkere efterhånden som man tilbringer længere og længere tid i naturen. I samsvar med denne tradition var det vores intention at skabe en tur hvor oplevelse og overskud stod i centrum. Kano er en fin og egnet aktivitet for vejledning i friluftsliv, der kræves samarbejde i både den enkelte båd, for at få kanoen på ret glid, men og i gruppen som helhed for at varetage sikkerhed, samtidig har man mulighed for at gøre turen lidt ekstra komfortabel, da men ikke behøver være så opmærksom på vægten af det som man slæber med sig.

Med start fra Amlabukten ved kaupanger gik turen, den første dag, til lejrpladsen ved Holm (kort reference: 0401 , 67802) Efter en let og behagelig padletur på blikstille vand, nåede vi frem til Holm og påbegyndte etableringen af lejren. En god lejrplads er vigtig og bør være et sted hvor man kan samle overskud og have det godt (Horgen 2009) og skal være udstyret med latrin og et godt bålsted. Vi havde valgt at overnatte i lavvo, som egner sig godt til gruppe og til årstiden i øvrigt.

Næste dag sejlede vi videre ud af Sognefjorden i til Tingstad, herfra gik turen de ca. 500 højde meter op til Haukåsen (som i øvrigt er kendt fra realityserien ”Farmen” på Norsk TV2) Turen fra fjorden og op til den gamle gård er forholdsvis stejl, og her var det vigtig for os som vejledere at holde et tilpas lavt og jævnt tempo med plads til pauser for at nyde den fine udsigt, således at vi var sikre på at alle i gruppen følte overskud og kunne bevare det gode humør. Efter fjeldturen sejlede vi igen på blikstille vand, tilbage til lejrpladsen ved Holm. Fjorden viste sig fra sin virkelige fine side i disse dage og vi var tilmed heldige at se både Niser (Marsvin) og Steinkobber, hvilket jo kun bidrog ekstra til naturoplevelsen på denne tur. 

Ved bålet den sidste aften havde vi en god diskussion omkring friluftsliv som begreb og kulturel fænomen, vi havde ikke planlagt at skulle diskutere emnet, men vi introducerede nogle af de tanker og holdninger som vi på studiet er blevet præsenteret for og som jeg, for mit eget vedkommende, også har taget til mig, og forhåbentlig gav den stof til eftertanke hos deltagerne på turen. Efter endnu en nat i lavvoen, var det tid for at vende næsen hjemad, omkring morgenbålet havde vi en evaluering hvor hver enkelt i gruppen havde mulighed for at give sin mening til kende. Der er på sådan en tur selvfølgelig altid ting som kan gøres bedre, og vi fik med os nogle ting som vi vil gøre anderledes på vores neæste tur, men generelt fik vi positive tilbagemeldinger og udtryk for tilfredshed med gennemføringen af turen, så alt i alt vil vi tillade os fastslå at målene med turen blev opfyldt.